ScanFlyer Gold
Join Date: Jan 1970
Posts: 1,245
|
Maersk Air tror på den største fremgang i Billund
fra www.berlingske.dk
Quote:
Jysk udrejse Den benhårde kamp om jysk erhvervslivskunder mellem SAS og København på den ene side, Billund og en række flyselskaber på den anden, skræmmer ikke i det jyske. - »Udrejsetrafik for jyder kan foregå både bedre og billigere fra Billund,« siger lufthavnschef.
»Jeg tror potentialet for vækst er størst i Jylland. Jeg tror markedet for flyrejser fra København er ved at være mættet.«
En bemærkning, fremsat af adm. direktør for Maersk Air, Finn Øelund, da vi en stille eftermiddag sidder i den lyse, flotte terminal i Billund Lufthavn og skuer ud over flypladsen med fem Maersk Air-fly og en enkelt fra SAS.
Der lyder ingen protester fra lufthavnschef Jørgen Krab Jørgensen i den anledning, og heller ikke fra Cimber Airs adm. direktør Jørgen Nielsen, som allerede under kaffen har bemærket, »at indenrigstrafikken i Danmark står i stampe, så længe, der er en afgift på op til 150, - kr. for en returbillet, for eksempel til Sønderborg, Karup eller Rønne,« hvor Cimber Air også flyver.
Undtagelsen kan være SAS, som med gennemgående billetter til udlandet selv kan sætte den samlede billetpris via København. Noget som i høj grad bruges i konkurrencen med Billund, hvilket vi konstaterer ved selvsyn på SAS-flyet ud og hjem. Det er fyldt, og langt de fleste passagerer ser ud til at komme hjem fra eller være på vej til udlandet.
Vil udvikle Billund
Jørgen Nielsen kunne ellers godt være lidt tvedelt, fordi han med Cimber Air lægger masser af kræfter i at øge udlandstrafikken og også har satset en hel del på København med nye ruter i foråret til Basel, Bukarest og Kiev - og endnu en på vej til Polen. Samtidig har Cimber Air leaset to fly til SAS til otte nye ruter fra København med start 31. oktober.
Han løber imidlertid ikke fra sine jyske rødder og fastslår: »Vi vil være med til at udvikle trafikken ud af Billund. Derfor er jeg spændt på de ruter (fem), vi fra november overtager fra Maersk Air og fortsætter med Canadair-jet, blot til 50 personer, hvilket bør give langt bedre økonomi og mulighed for endnu flere daglige afgange.«
Det er heller ikke fordi Maersk Air ligger på den lade side. Udover en række charterafgange er der massiv gang i rutefly til udlandet. I Billund kan de det der med at flette fingre med hinanden. Maersk Air flyver tre gange om dagen til London helt som sig selv. Til Amsterdam er der tre daglige afgange i samarbejde (code share) med KLM, fire fra sommerfartplanen, to til Frankfurt i samarbejde med Lufthansa og tre til Paris sammen med Air France.
»Vi skal såvel i København som i Billund nu i gang med den egentlige lakmusprøve med vort nye koncept fra 31. oktober med tre forskellige klasser om bord. Forhåndsinteressen har været dejlig stor på de fleste ruter, kun et par enkelte halter fra København,« siger Finn Øelund.
Jørgen Nielsen og Cimber Air kender også samarbejdets kunst til udlandet fra Billund. Det gælder for eksempel to daglige afgange (code share) med Lufthansa til München og allerede nu er en tredje på vej. Cimber Air har selv i den ny fartplan tre daglige afgange til Oslo, to til Stockholm, tre til Aalborg, to til Bruxelles og en til Milano.
I det hele taget er ruterne til Bruxelles fra både København og Billund måske en smule overvurderet - fordi SAS her er meget stærk med indgåede firmaaftaler bl.a. med en rammeaftale med Statens Indkøbsservice.
Det skal vise sig, for også Sun-Air, i samarbejde med SN Brussel, kaster sig ud i konkurrencen til Bruxelles fra den ny fartplan. Samtidig begynder selskabet, som er trediestørste i Billund også at flyve til Helsingfors i et samarbejde med Finnair. I forvejen flyver Sun Air i et samarbejde med British Airways til Düsseldorf, Manchester, Gøteborg og Oslo. Danish Air Transport flyver til Bergen, Florø og Stavanger og endelig har Air Lithuania daglige afgange til Kauna, og Atlantic flyver til Færøerne to gange om ugen i vinter.
Dansk industri vest for Storebælt
Lufthavnschef Jørgen Krab Jørgensen noterer med tilfredshed, at udenrigstrafikken fra januar til juli er steget fra 426.348 i fjor til 509.029 passagerer i år. »Udrejsetrafik for jyder kan foregå både bedre, hurtigere og billigere fra Billund,«. Den opfattelse bekræftes af mange jyske rejsebureauer. I dag befinder to trediedele af dansk industri sig vest for Storebælt og bliver dermed et marked for rejser fra Billund til udlandet. Det harmonerer meget godt med, at 90 procent af passagertallet udgøres af udlandsrejsende.
Vi sidder i et mødelokale i den supermoderne terminal på 40.000 kvadratmeter, som sagtens kan rumme endnu flere passagerer denne tirsdag eftermiddag. Der er plads til udvidelser, men der er klar fremgang i den 40-årige gamle lufthavn. I år med ca. 1,8 mio. passagerer og kapacitet til det dobbelte, hvis de ikke alle sammen kommer på èn gang.
Til beroligelse for Københavns Lufthavns lederstab, hvis man skulle føles sig truet, fastslår Krab Jørgensen i en rapport fra august: »Lufthavnen er blevet et center for international passagerflyvning fra Vestdanmark og har befæstet sin position som landets næststørste lufthavn. Der er ingen tanker om at ændre på det forhold.«
|
|